Logo

Hoved 6



Forside
Hvem er vi?
Turforslag
Prisliste
Aktuelt
Inspiration
Links


Vor Frue Kirke
Vestportal


Turforslag

Mulighederne for ture i regionen er mange, kun fantasien sætter grænser.

BYVANDRINGER

1. Kulturvandring - i fodsporene på nogle af Aalborgs kendte personer
En kulturvandring i fodsporene på nogle af de personer, der har  præget Aalborg, Harald Jensen, Brigader Halling m.fl. Vi ser på og hører om de imponerende bygningsværker og det eftermæle, de har efterladt sig i byen. Vi hører også om fattigdom og spedalskhed. Hvorfor gemte man de fattige og de spedalske uden for byen? Og hvad er spedalskhed egentlig?

2. HEKSENE I AALBORG
Heksene i Aalborg har helt deres egen historie, faktisk indrømmede mange af dem, at de var hekse. Det menes, at der sågar var en hekseskole. Vi skal høre om de mange forskellige troldmænd og troldkvinder og de straffe, de modtog efter pinligt forhør.

3. OMKRING AALBORGHUS SLOT
Aalborghus Slot blev bygget efter Grevens fejde i 1500 tallet - Danmarks sidste borgerkrig. Det blev aldrig den fæstning, det var tiltænkt, men bolig for lensmanden. Vi besøger også slottets fangekælder, hvor bl.a. Aalborgs heksebande sad fanget, samt området omkring slottet, det vi kalder "Fruebyen", bydelen, hvor bønderne staldede ind, når de skulle handle i byen. Det var også her, de kom med deres korn, som blev opbevaret på slottet, inden det blev solgt til Norge. Vi ser her på byens ældste kunstværk, portalen ved Vor Frue Kirke (billedet til venstre). Vi går tilbage via Hjelmerstald, langs Østerå, som var stedet med de store købmandsgårde og slutter ved Toldboden.

4. Street Art i Aalborg
På denne spadseretur rundt i Aalborgs smalle gader og gyder opsøger vi nogle af de mange spændende gavlmalerier malet af internationale og danske kunstnere i 2014, 2015 og 2016. Sammen oplever vi malerierne og finder frem til deres historie. Der fortælles også om kunstnerne, deres motivation og arbejdsvilkår.

5. BUDOLFIBYEN
Denne tur er opkaldt efter Domkirken, St. Budolfi Kirke. Under vandring rundt i Budolfibyen fortælles Aalborgs historie og specielt en del om byens stolthed, renæssancebygningen Jens Bangs Stenhus. Udover fortællingen om Jens Bang berettes om munke-og nonnelivet i et af de bedst bevarede Helligåndsklostre nord for Alperne.

6. 1600-tallets Aalborg på sol- og skyggesiden
På denne tur går vi i de riges og fattiges fodspor. Hvordan de levede, og hvilke muligheder der var for hjælp, hvis uheld og sygdom indtraf? Hvordan straffede man? Hør hvor galt det kunne gå for en tyv, en prostitueret eller en heks samt de "selvforskyldte fattige", dvs. raske unge mennesker uden arbejde. Vi opsøger steder, hvor begivenhederne skete.

7. Havnefronten i Aalborg
Aalborg Havn har undergået en total forandring fra at være en erhvervshavn til at blive en oplevelseshavn. Turen starter ved Limfjordsbroen og fortsætter langs fjorden, og vi kommer forbi Havnebadet, Toldboden, Slottet og Utzons Hus med udsyn til både Nordkraft og Musikkens Hus. Vi slutter langs den oprindelige historiske havn i Østerå.

8. Oplev Aalborgs Havnefront fra søsiden
Den bedste måde at opleve den imponerende forandring, som Aalborg Havnefront gennemgår i disse år, er fra søsiden.
Aalborg Havn nævnes for første gang som havn i midten af 1400-tallet. Herefter gennemgår den en rivende udvikling, og Aalborg bliver den by uden for Øresund, som kan opkræve den største told.
I 1970erne begyndte afviklingen af den indre byhavn, da vi på det tidspunkt får Østhavnen, eller populært kaldet Grønlandshavnen.
I dag er den havn og den by, som i århundreder har levet adskilt, ved at åbne sig for hinanden. Fjorden er blevet en del af byrummet.
Så tag derfor med om bord på det gode skib M/S Kysten, hvor vi tager turen langs havnen fra Portland i øst til Egholm i vest og får fortællingen om havnens udvikling i fortid, nutid og fremtid.

9. Almen Kirkegård.
På vor vandring på kirkegården, som også er en smuk park, hører vi om personer, som har arbejdet og levet i Aalborg, og som har haft betydning for mange andre mennesker, ligesom vi ser på deres mindesmærker.

10. Aalborg under anden verdenskrig.
I Mindelunden fortælles om besættelsestiden; vi ser på nogle af mindepladerne dér og på selve kirkegården. På vej ind mod byens centrum stopper vi op forskellige steder og hører om begivenheder, som skete dér i løbet af ”de fem forbandede år.”
 

11. Lad gaderne fortælle.
Hvad gemmer der sig bag navnene på gadeskiltene i Aalborg? Vi vil på denne tur rundt i byen høre om hekse, feltherrer, biskopper, byfogeder, kongelige og andet godtfolk. Vi ser også på byens åbne rum. Hvorfor ligger de, hvor de gør, og hvad har de været brugt til tidligere?

12. Kend din by – på cykel.
Turen er ca. 5 km lang og foregår i et roligt tempo – på egen cykel.  Vi starter ved Kunsten og går en tur i Skulpturparken, hvor der fortælles om udvalgte værker, dernæst videre til  Aalborgs første Stadion fra 1920, efter at Harald Jensen havde testamenteret  ”Haraldslund med tilliggender” til Aalborg Kommune. Der fortælles om personen Harald Jensen og hans liv, som rummede initiativ, velgørenhed, storhed og smerte. I Skudehavnen berettes der om museerne, Fjordbyen og miljøet ved fjorden. På vej mod byen fortælles om de gamle industrivirksomheder på havnefronten. Vi slutter ved  Aalborgs havnefront og taler om, hvilken betydning denne fornyelse har for Aalborgs identitet og byens befolkning.

13.  Vesterbro - Aalborg i 30érne.
Gennem krise og forandringer ad vejen til fremtiden: Vi  traver en tur ad Vesterbro, ser på det markante byggeri og hører om baggrunden   for Aalborgs udvikling på denne tid.

14. Hasseris.
På vor tur gennem Hasseris skal vi se på vejnavne og høre om nogle af de personer, vi finder dér, beundre villaer og huse mm, som blev bygget af købmænd og andre foretagsomme folk for et par generationer siden.

15.  P for Packness.
Arkitekten Ejnar Packness har sat sit prægtige præg på Aalborg: Vi vil på vor promenade opsøge nogle af de bygninger, som han har stået for og kaste et blik på andre.

16 Kunst og historie i Fruebyen.
Temaet er historien og kunsten i Fruebyen/Nørregadekvarteret, stedet hvor bønderne tidligere staldede ind og handlede i købmandsgårdene. Vi ser på kunst af blandt andet Erik Heide, Henrik Voldmester og Otto Evans, samtidig fortælles kvarterets historie. Turen slutter hos Langes kunsthåndværk, beliggende i en 200 år gammel 4-længet gård, tidligere smedegård i Hjelmerstald. Her vil familien Lange vise rundt og fortælle om arbejdet i keramik- og glasværksted, galleri og skulpturhave. I juni måned vil der - efter rundvisningen – være mulighed for at deltage i en gratis koncert i den smukke gamle gård.

17. Skulpturvandring.
Aalborg er en by med mange skulpturer i det fri  - skabt af både lokale og nationale samt en enkelt internationalt kendt dansk kunstner. Skulpturerne er kommet i bølger, nogle i 1930’erne i forbindelse med anlægget af Vesterbro, andre i forbindelse med byjubilæet, og andre endnu senere. På turen rundt i Aalborg vil vi se på såvel gamle som nye skulpturer og få en snak om motiv, placering og kunstneren.  I midtbyen finder vi skægge og underlige ting og krummelurer på bygningerne. – Skulpturer og bygninger som vi kender så godt, eller gør vi nu det? Vi går jævnligt forbi dem, men ser vi dem?

18. Kik op.
SÅ LÆGGER VI NAKKEN TILBAGE
Mange huse i Aalborg har flotte udsmykninger, som vi meget sjældent lægger mærke til.
Nogle er til pynt, andre har symbolske værdier og mange er placeret i "kig op" afstand.

Vi finder nogle af de sjoveste og hører historien om dem og om de mennesker, som lod dem opsætte.

19. Beerwalk og smalltalk
Beerwalk er en velsmagende måde at opleve byen på. Vi besøger seks af byens pubber og får en velskænket specialøl. På turen imellem fortælles om de bygninger, vi passerer og deres historie samt anekdoter fra Aalborgs forlystelsesliv.

20. Tur i renæssancens Aalborg
Reformationen tog udgangspunkt i Wittenberg i Tyskland, hvor den tyske munk Martin Luther i 1517 slog sine 95 teser op på Wittenberg Slotskirkes kirkedør. I Danmark får vi reformationen i 1530´erne, og hvad betød det for Aalborg? Det ser vi på, når vi går rundt i byen, hvor vi ser på renæssancens arkitektur, hører om straffe, samt ser på, hvilken ændring det fik i kirkerne. Turen slutter i Budolfi kirke.

 

INDENDØRS RUNDVISNINGER

1. AALBORG KLOSTER
Vi besøger en af Aalborgs ældste og bedst bevarede bygninger: Helligåndsklostret, der ligger godt gemt væk som en hyggelig oase i storbyen. Stedet rummer atmosfære og gode historier fra tiden, hvor det var hjemsted for munke og nonner. Vi besøger bl.a. klostrets kapitelsal med kalkmalerier fra begyndelsen af 1500-tallet. Latinskolen holdt til her i 300 år. Danmarks første modstandsgruppe, Churchill-klubben, blev grundlagt her. Klostret er i dag et seniorboligkompleks.

2. GRÅBRØDREKLOSTRET I ALGADE
Vi går i dybden og besøger de underjordiske rester af gråbrødrenes kirke og kloster, hører om deres liv og færden blandt datidens Aalborgensere.

Maks. antal deltagere: 20 personer per guide, er der flere deltagere deles gruppen.

 

DAGTURE I REGION NORDJYLLAND

Nogle eksempler på hel- og halvdags ture:

Rundture i Aalborg og omegn.
Bustur til Lindholm Høje. Danmarks største oldtidsminde med 700 grave fra år 400 til 1000.
Voergaard Slot med de uanede mængder af fransk kunst.
Skagen med besøg på Skagens Museum, Michael og Anna Anchers hus og med "Sandormen" til Grenen, besøg på Råbjerg Mile.
Vesthimmerland og Hanherred med besøg på Vitskøl og Aggersborg og Tømmerby Kirke m.m.
Rold Skov. Danmarks største skov. Besøg i Rebild bakker. Vandkilderne og Tingbæk Kalkmine med Bundgaards skulpturer.

BØRNETURE

Aalborg Kloster: Vi skal høre historierne fra dengang stedet var hjemsted for munke, nonner og hittebørn.
Kik Op: Vi lægger nakken tilbage, kikker op og får øje på skægge og underlige ting.

Tilbud på priser på hel- og halvdagsturene evt. med forplejning gives gerne.

Al administration via FOF – Aalborg.

 



Book en guide

FOF-Logo

            FOF Aalborg
            Jernbanegade 14
            9000 Aalborg
            Tlf. 9813 8233
            Fax 9813 3735
         Kontakt os på e-mail
         www.fof-aalborg.dk

Aalborg Kloster
Aalborg Kloster

Aalborg Kloster
Aalborg Kloster


Opdateret 28. juni 2017/IKJ

Book en guide på:

Tlf. 98 13 82 33

guide@fof-aalborg.dk

www.fof-aalborg.dk